Hvad koster en gratis middag?

Hvad koster en gratis middag

Flere og flere bliver inviteret til gratis foredrag om arv, testamente og fremtidsfuldmagter. Der serveres middag, stemningen er imødekommende – og det hele virker som en tryg og nem måde at få styr på de vigtige papirer.

Men hvad koster det egentlig?

Jeg er jurist (cand.jur.) og taler jævnligt med kunder, der efter et foredrag har følt sig overtalt til at sige ja til en pakkeløsning – ofte på grund af "her og nu"-rabatter. Mange fortæller, at de ikke ved, om de egentlig har brug for alle dokumenterne, men at det er svært at sige nej, når stemningen er god, og foredragsholderen virker både venlig og overbevisende. Flere beskriver det som en situation, hvor man bliver lidt overvældet – og ender med at skrive sig op, uden at være helt klar over konsekvensen.

Netop på baggrund af disse oplevelser har jeg valgt at skrive denne artikel. Den er formet ud fra de erfaringer, mine kunder har delt med mig, og suppleret med de råd, jeg ofte giver – eller ville ønske, at de havde haft med sig, før de deltog i foredraget.

Du får du her nogle ærlige og konkrete råd, så du kan træffe beslutninger med ro i maven.

Bemærk: Jeg har aldrig selv deltaget i disse foredrag, og teksten bygger derfor ikke på egne oplevelser.

Vigtige spørgsmål at stille sig selv før foredraget:

1. Hvem holder foredraget?

Det lyder måske som en jurist og ordet jurist kan også have fremgået af invitationen – men titlen ”jurist” er ikke en beskyttet titel. Alle må bruge den, også personer uden juridisk uddannelse.

Spørg derfor:

  • Hvilken uddannelse har foredragsholderen?
  • Er det en cand.jur.?
  • Har vedkommende rådgivningserfaring – eller primært erfaring med oplæg og salg?

Foredragsholderen kan være veltalende og sympatisk, og foredraget kan være informativt og sætte gode tanker i gang. Det er bestemt en god ting at blive oplyst om arv og jura – men det er vigtigt at vide, hvem der taler, og hvilket formål de har med det.

2. Hvad er formålet med foredraget og den gratis middag?

Foredraget kan sagtens være både informativt og velforberedt, og det er en god idé at få indsigt i, hvordan arv og dokumenter fungerer. Men det er vigtigt at være bevidst om, at arrangementet også har et salgsmæssigt formål.

Det er typisk tilrettelagt sådan, at du som deltager ledes hen imod en beslutning – gerne om at sige ja til en dokumentpakke samme aften eller kort tid efter. Det betyder ikke, at foredragsholderen ikke vil hjælpe, men hovedformålet er stadig at sælge.

3. Hvad binder du dig til – og hvornår?

Efter foredraget bliver du typisk tilbudt en samlet dokumentpakke – f.eks. testamente, fremtidsfuldmagt og fuldmagter. I den forbindelse tiltræder du en aftale med virksomheden om at købe dokumenterne.

Denne aftale indgås som regel uden, at du har fået individuel rådgivning – men alene på baggrund af et generelt oplæg, der ofte fokuserer på, hvad der kan gå galt, hvis man ikke har styr på sine dokumenter.

Salgsvinklen bygger typisk på eksempler med uenighed i familier, tab af rettigheder eller store arvekonflikter. Og selvom der kan være hold i nogle af scenarierne, er det vigtigt at huske, at de ikke nødvendigvis gælder for dig.

Du har altid ret til betænkningstid – og det er fornuftigt at få vurderet, om du overhovedet har brug for dokumenterne, før du siger ja.

4. Har du overhovedet brug for alle de dokumenter?

Mange ender med at sikre sig mere, end nødvendigt. Det er helt forståeligt – for foredraget indeholder ofte eksempler på, hvor galt det kan gå. Men realiteten er, at:

  • Arveloven allerede beskytter ægtefæller godt.
  • Ugifte par kan få væsentligt bedre retsstilling blot ved at blive gift.
  • Formuens størrelse har stor betydning for behovet for dokumenter.
  • Ægtepagter og testamenter kan i nogle tilfælde blive tilsidesat – afhængigt af skifteform og arvingers rettigheder.

5. Hvad koster det – og er det pengene værd?

Prisen bliver sjældent nævnt i invitationen – og kommer ofte først frem til sidst. Den er ikke nødvendigvis konkurrencedygtig. Mange foredragsholdere er tilknyttet større virksomheder med højere priser end den lokale advokat eller jurist.

Et konkret eksempel:

For få uger siden talte jeg med en mand, der – med rabat – havde betalt over 10.000 kroner for et testamente og en fremtidsfuldmagt. Hos mig ville han have betalt 7.310 kr. for præcis de to dokumenter – inklusive et indledende møde, hvor vi drøfter hans ønsker og behov, efterfulgt af gennemgang af dokumenterne med mig og færdiggørelse, hvor jeg gør det hele klar til brug, herunder også indlevering til notaren og det praktiske omkring registrering og afslutning.

Den gratis middag kostede ham altså næsten 3.000 kr. ekstra – og alligevel skulle han, efter at have færdiggjort dokumenterne via en online portal:

  • selv lægge fremtidsfuldmagten i registeret,
  • selv udskrive testamentet,
  • selv bestille tid hos notaren.

Min fremgangsmåde er ikke usædvanlig. Sådan har man gjort i mange år – og sådan gør mange lokale jurister og advokater stadig. Spørg din lokale rådgiver, hvis du vil have personlig vejledning og dokumenter, der er skræddersyet til dig.

6. Hvad skal du selv gøre bagefter?

Selvom du siger ja til pakken, er det sjældent, at det hele er færdigt. Ofte skal du selv:

  • logge ind på en digital portal,
  • læse og godkende dokumenterne,
  • udskrive dem og sørge for opbevaring,
  • registrere fremtidsfuldmagten,
  • og selv bestille tid hos notaren.

Få personlig vejledning – før du siger ja

Jeg tilbyder rådgivning uden rabatpres, pakkeløsninger og onlineportaler. Du får en personlig samtale med en jurist, som kender området – og du betaler kun, hvis du ønsker at få dokumenter udarbejdet.

Mit råd er simpelt: Tal med din lokale jurist eller advokat, og få en vurdering af, hvad du faktisk har brug for. Det behøver ikke være dyrt – men det skal være relevant.

En gratis middag kan ende med at blive rigtig dyr.

Tjekliste før du deltager i et foredrag

  • Undersøg, hvem der holder foredraget – og om vedkommende har juridisk baggrund.
  • Vær opmærksom på, at formålet med foredraget og middagen også er at sælge dig noget.
  • Forvent, at du måske bliver bedt om at indgå en aftale allerede samme aften.
  • Sæt dig ind i, hvordan du er stillet uden testamente eller fremtidsfuldmagt.
  • Sammenlign priser med lokale jurister eller advokater.
  • Find ud af, hvad du selv skal gøre bagefter, hvis du takker ja til en pakke.
  • Beslut dig på forhånd for at tage betænkningstid – uanset hvad andre vælger.

Skal man så lade være med at tage til foredrag? Nej – det skal man ikke. Du kan få en masse god viden og noget at tænke over. Du kan blive opmærksom på forhold, du ikke kendte i forvejen – og på hvor du eventuelt skal sikre dig selv eller din familie bedre.

Brug derfor foredraget som et startskud – et sted at blive klogere og tage hul på det, du måske længe har udskudt. Bed om betænkningstid. Sov på det – og vend så tilbage til foredragsholderen eller kontakt din lokale jurist eller advokat. Det vigtigste er, at du først får styr på, hvordan du er stillet i dag, ud fra din konkrete familiesituation og dine ønsker. Først derefter giver det mening at vurdere, hvilke dokumenter du faktisk har brug for – og de skal i så fald skræddersyes til dig.

Facebook
LinkedIn