Ægtefæller med børn
Ægtefællers arvelod i henhold til arveloven.
Når afdøde efterlader sig børn, arver længstlevende ægtefælle halvdelen af det, som førstafdøde efterlader sig, jf. arvelovens § 9. Børnene deler den anden halvdel.
Det gælder både førstafdødes andel af ægtefællernes delingsformue og førstafdødes fuldstændige særeje.
Har ægtefællerne almindelig delingsformue, udtager længstlevende først sin egen halvdel af delingsformuen. Af førstafdødes halvdel arver længstlevende herefter halvdelen.
Længstlevende vil derfor samlet have 3/4 af ægtefællernes delingsformue, mens børnene arver 1/4.
Pensioner og forsikringer udbetales som udgangspunkt direkte til den begunstigede og indgår derfor normalt ikke i dødsboet.
Med et testamente kan længstlevende arve mere
Med et testamente kan børnene begrænses til deres tvangsarv, så længstlevende arver mest muligt.
Længstlevende kan dermed arve 7/8 af det, som førstafdøde efterlader sig, mens børnene tilsammen arver 1/8.
Har ægtefællerne alene delingsformue, betyder det, at længstlevende samlet vil have 15/16 af ægtefællernes delingsformue, mens børnene tilsammen arver 1/16.
Et testamente kan også bruges til det modsatte. Hvis ægtefællerne eksempelvis ønsker at sikre børnenes arv bedst muligt, hvis længstlevende senere gifter sig igen, kan børnene arve 7/8 af førstafdødes formue, mens længstlevende alene arver sin tvangsarv på 1/8.
Har ægtefællerne alene delingsformue, vil længstlevende i så fald samlet have 9/16 af ægtefællernes delingsformue, mens børnene arver 7/16. En sådan løsning kræver dog, at man nøje overvejer de økonomiske konsekvenser for længstlevende.
Uskiftet bo – fællesbørn og særbørn
Uskiftet bo betyder, at børnene ikke får deres arv udbetalt, når den første ægtefælle dør. Længstlevende overtager i stedet boet og får som udgangspunkt rådighed over det.
Efter arvelovens § 17 har længstlevende ret til at overtage ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo med fællesbørn. Fællesbørnene skal ikke give samtykke til dette.
Er der særbørn, kræver uskiftet bo derimod deres samtykke, jf. arvelovens § 18. Hvis et særbarn ikke giver samtykke, skal barnets arv udbetales.
Har førstafdøde både særbørn og fællesbørn, kan boet skiftes med særbørnene, mens længstlevende fortsætter i uskiftet bo med fællesbørnene.
Man kan ikke sidde i uskiftet bo med førstafdødes fuldstændige særeje.
Hvem arver længstlevende?
I sammenbragte familier er det også vigtigt at tage stilling til, hvad der skal ske, når længstlevende senere dør.
Har ægtefællerne kun fællesbørn, vil arven som udgangspunkt ende hos fællesbørnene.
Har ægtefællerne derimod særbørn, kan resultatet blive et andet. Hvis længstlevende har siddet i uskiftet bo med førstafdødes særbørn, vil det uskiftede bo ved længstlevendes død som udgangspunkt blive fordelt med halvdelen til førstafdødes livsarvinger og halvdelen til længstlevendes livsarvinger.
Med et testamente kan ægtefællerne blandt andet tage stilling til, om alle børn i sidste ende skal arve lige meget, eller om arven skal fordeles anderledes.
Ægtefæller uden børn
Hvis førstafdøde ikke efterlader sig børn eller andre livsarvinger, arver længstlevende ægtefælle hele boet, jf. arvelovens § 9, stk. 2.
Der kan alligevel være god grund til at oprette testamente. Det skyldes blandt andet reglerne om svogerskabsarv.
Svogerskabsarv
Hvis ingen af ægtefællerne efterlader sig livsarvinger, følger det af arvelovens § 15, at arven efter længstlevende som udgangspunkt deles mellem begge ægtefællers familier.
Når længstlevende senere dør, vil halvdelen således som udgangspunkt tilfalde førstafdødes slægtsarvinger og halvdelen længstlevendes slægtsarvinger.
Det kan eksempelvis betyde, at en del af formuen mange år efter førstafdødes død går tilbage til førstafdødes familie.
Reglerne om svogerskabsarv kan fraviges ved testamente – eller hvis længstlevende gifter sig igen.
Reglerne gælder også, hvis længstlevende har arvet førstafdøde efter reglerne i arvelovens § 11 om suppleringsarv, også kaldet ægtefællens mindstearv.
Med et testamente kan ægtefællerne derfor selv bestemme, hvem der i sidste ende skal arve formuen.
Testamentet kan spare boafgift
Hvis arven efter længstlevende skal tilfalde personer, som skal betale både boafgift og tillægsboafgift, kan et testamente i visse tilfælde også bruges til at reducere den samlede afgift.
Ved at indsætte en velgørende organisation til at arve 30 % mod at betale bo- og tillægsboafgiften for de øvrige arvinger, kan de øvrige arvinger i nogle tilfælde modtage mere, end hvis de arvede hele boet direkte.
Det er dog vigtigt, at testamentet udformes korrekt, så den ønskede afgiftsbesparelse opnås, uden at den velgørende organisation får større indflydelse på boet end nødvendigt.
Boets størrelse kan have betydning
I mindre dødsboer kan reglerne om ægtefælleudlæg eller boudlæg betyde, at boet ikke fordeles efter de almindelige arveregler.
Ægtefælleudlæg
Efter arvelovens § 11 kan længstlevende ægtefælle have ret til at udtage hele boet, hvis ægtefællernes samlede formue ligger under den gældende beløbsgrænse.
Ved beregningen indgår blandt andet længstlevendes egen formue samt visse pensioner og forsikringer.
Reglen har især betydning, når førstafdøde efterlader sig børn. Hvis længstlevende kan udtage hele boet efter § 11, modtager børnene ikke arv efter førstafdøde.
Læs mere her om ægtefælleudlæg
Boudlæg
Er dødsboets værdier meget begrænsede, kan boet i stedet afsluttes som boudlæg efter dødsboskiftelovens regler.
Ved et boudlæg sker der ikke en almindelig fordeling mellem arvingerne efter arvelovens regler. Boets værdier udleveres i stedet til den, der afholder eller har afholdt begravelsesudgifterne.
Reglerne om boudlæg kan være relevante, uanset om førstafdøde efterlader sig børn eller ej.
